Begrebsordbog

Denne begrebsordbog er et opslagsværk over vigtige ord inden for forskning. Du kan hente en pdf-version af den her.

Alerts 

At oprette en alert betyder, at man løbende får tilsendt mails med nye referencer. F.eks. kan man oprette en alert på ens søgestreng i en database, og få mail når der kommer nye resultater på ens søgning. 

Article Processing Charges (APC) 

Et gebyr tidsskrifterne kan tage for at udgive din artikel som open access. Prisen for APC'en kan variere fra ca. 3.000 kr. til ca. 17.000 kr. 

Se UC SYDs holdning til dette under punktet UC SYDs udgivelsespolitik. 

Author guide 

Det specifikke tidsskrifts eller forlags krav til din artikel eller bog, som den skal opfylde for at blive publiceret hos dem. 

Autoritetslisten 

Se punktet den bibliometriske forskningsindikator (BFI) 

Den bibliometriske forskningsindikator (BFI) 

Den bibliometriske forskningsindikator beregner universiteternes forskningsproduktion ved hjælp af én autoritetsliste for serier (inklusiv tidsskrifter) og én for forlag. Der sidder hvert år faggrupper og udvælger, hvilke fagligt anerkendte serier og forlag, der skal på listerne. 
Hver serie og hvert forlag på listen bliver tildelt point på enten det normale niveau 1 eller det høje niveau 2. 

Serielisten er inddelt i fagområder. Biblioteket har udarbejdet et hjælpeark, du kan bruge som indgang til autoritetslisten.  

Hvis du publicerer i et tidsskrift eller hos et forlag, som ikke er nævnt på autoritetslisten, anbefaler UC Viden sekretariatet, at kravene i dokumentet  Kriterier for godkendelse af øvrige tidsskrifter og forlag følges. 

Code of Conduct 

Der er på UC SYD udarbejdet en politik for ansvarlig forskningspraksis. Politikken angiver standarder for ansvarlig forskningspraksis inden for følgende områder: Planlægning og udførelse af forskning, datahåndtering, publicering og formidling, forfatterskab, forskningssamarbejde og interessekonflikter. Politikken kan findes på intranettet.  

Creative Commons-licens 

Når en artikel/bog udgives open access (se separat punkt) kan man tilknytte en Creative commons-licens til udgivelsen. Denne licens guider læseren i, hvad de må og ikke må med publikationen. Læs mere her.  

DOAJ  

Directory of Open Access Journals (DOAJ) er en anerkendt og kvalitetssikret database med omkring 10.000 Open Access tidsskrifter. Der vil typisk være en APC (se punkt), hvis man udgiver i disse tidsskrifter. 

DOI (Digital Object Identifier) 

Et DOI er et avanceret link, som sikrer at en læser kan finde frem til din artikel uanset uforudsete ændringer. Det kan f.eks. se således ud: 10.1186/s12912-0151-9. 

Embargo 

En embargoperiode er et tidsrum for, hvornår en artikel må offentliggøres i f.eks. et institutionelt arkiv som UC Viden eller hvornår det bliver offentliggjort i et open access tidsskriftsarkiv 

E-pub ahead of print 

Når tidsskrifter/forlag udgiver artikler online inden de udgives i print kaldes versionen E-pub ahead of print. Her har artiklen endnu ikke år/nr./sidetal. 

Fagfællebedømmelse 

Se punktet Peer review. 

Forskningsdatabasen 

Forskningsdatabasen registrerer forskning, som er produceret på danske universiteter, andre danske forskningsinstitutioner og professionshøjskolerne. Skriftlig produktion indberettet i UC Viden kan findes her. 

Frascatimanual 

OECD manual som definerer forskning, udvikling og innovation. Find den her. 

Institutional repository 

Se Institutionelt repositorium. 

Institutionelt repositorium 

Et ikke-kommercielt online arkiv – for dig menes der her UC Viden, som er professionshøjskolernes institutionelle repositorium. 

Open Acces - Grøn og Gylden Access 

Open Access (OA) er fri og gratis online adgang til videnskabelig litteratur. Modsat traditionel publicering betaler læseren af et OA tidsskrift intet for at læse artiklerne. Forlagets omkostninger bliver betalt på andre måder. For eksempel gennem medlemskaber, donationer, reklamer eller publiceringsgebyrer (APC). 

Der kan være tale om to former for open access: 

  • Grøn Open Access - forfatteren publicerer sit værk i en traditionel udgivelse, for eksempel i et tidsskrift. Samtidig bliver værket parallelpubliceret i et åbent arkiv eller i et repositorium, f.eks. UC Viden. Parallelpubliceringen af artiklen kan enten være i form af pre-print, postprint, e-pub ahead of print eller publishers version (se separate punkter om disse). 
  • Gylden Open Access  - betyder at udgiveren skal have en publiceringsafgift (APC, se separat punkt), for at artiklen kan ligge frit tilgængelig. 

Ophavsret 

Tjek altid ved tidsskriftet/forlaget inden udgivelse, hvad dine rettigheder efter udgivelse er. Du kan altid få mere hjælp til ophavsret gennem biblioteket her. 

ORCID 

ORCID (Open Researcher and Contributor ID) er et personligt ID nummer på 16 cifre. Det anvendes til at identificere, at artiklen er skrevet af en bestemt forsker. Du kan oprette et ORCID i UC Viden under din profil. Læs mere her. 

Peer Review 

En proces hvor ens artikel/bog vurderes af andre eksperter inden udgivelse. Kaldes også fagfællebedømmelse. Der findes forskellige former for peer-review f.eks. blindt, dobbelt blindt og ikke-anonymt. 

Post Print 

Accepteret manuskript. Versionen antaget af tidsskriftet/forlaget, som har gennemgået redigering og peer-review men uden layout. 

Predatory publishers 

Predatory publishers er udgivere, som skriver de er open access og afkræver en publiceringsafgift, men de udbyder ikke de almene udgivelses- og publiceringsservices, som legitime tidsskrifter gør. Mængden af disse udgivere er stigende, hvilket gør det vigtigt at være kritisk overfor et forlag/tidsskrift, som man potentielt vil udgive sit materiale ved/i 

Preprint 

Indsendte manuskripter før peer-review, redigering og tidsskriftets/forlagets accept. Kaldes også "Authors Original Manuscript" (AOM), "Submitted version" eller "pre-refereed draft". 

Publishers Version  

Endelig udgivet version. Tidsskriftets eller forlagets endelige version af artiklen med peer-review, redigering og år/nr./sidetal. Kaldes også "Version of Record" (VoR). 

Sherpa/RoMEO 

En database over forlagenes og tidsskrifternes bestemmelser for forfatterrettigheder. Databasen er integreret i UC Viden.  

State of the Art  

Er en opsamling af hvad der på et givet tidspunkt er af eksisterende forskningsbaseret viden om et bestemt emne. Ved søgning efter State of the Art litteratur er det en fordel at søge systematisk i fagligt relevante databaser, som du kan få hjælp til hos UC SYD Bibliotekets Forskerstøtte 

Systematisk søgning  

Er en metode til informationssøgning der sikrer, at du forholder dig detaljeret til fagbegreber som emneord, relevante under- og overbegreber, samt hvilke kriterier du vælger litteratur til og fra på baggrund af. Derudover indebærer systematisk søgning at du tager stilling til hvilke fagligt relevante databaser og øvrige søgemaskiner du vil anvende, hvilke søgeteknikker du vil gøre brug af og at du beskriver dine søgestrenge i en søgeprotokol. Brug gerne UC SYD Bibliotekets tilbud om Forskerstøtte 

UC Viden 

UC Viden er professionshøjskolernes vidensportal, et såkaldt institutionelt repositorium (se separat punkt). Du skal huske at registrere dit publicerede materiale på UC Viden. Læs mere her. 

Udviklingskontrakt

UC SYD har indgået en udviklingskontrakt med uddannelses- og forskningsministeren, som rummer fem pligtige mål og tre selvvalgte mål. I Udviklingskontrakten er bl.a. beskrevet forventningerne til UC SYD's publicering. 

Vidensregnskab 

Professionshøjskolerne opgør antallet af forskningspublikationer efter samme model som Den Bibliometriske Forskningsindikator, hvor der lægges vægt på at publiceringsarten skal være forskning i form af artikler, proceedings, bøger, rapporter, bidrag til bøger eller bidrag til rapporter. Derudover er der krav om at det skal være fagfællebedømt, være udgivet og publiceret på et forlag eller i en serie, der optræder på autoritetslisterne, og at forfatteren har angivet sin rolle som forfatter.  

Zotero 

Et referencehåndteringsværktøj, som er gratis at anvende. Zotero kan indsamle referencer via din browser og organisere dem, så du kan bruge dem i projektsammenhæng. Du kan bruge Zotero, når du skal citere publikationer og generere litteraturlister. Ved brug af Zotero kan du også samarbejde med andre om indsamling af referencer.